Hård tid, Jan hjemme

Ja der har jo endnu engang været lidt stille her på bloggen. Grunden er at da Jan var hjemme på orlov lykkedes det os at blive gravid, så det var jo skønt. Men så begyndte jeg at bløde en fredag aften, tirsdag tog jeg så til lægen, og hun kunne se livmoderen var lukket(godt tegn), men sendte mig alligevel på sygehuset i Esbjerg for at blive scannet. Den første læge kunne ikke se nogen graviditet, men syntes hun kunne se noget på den ene æggestok, så kom der en læge mere. Han syntes godt han kunne se noget i livmoderen. Jeg var i uge 5 så det var kun ca 2mm stort. Derefter blev jeg sendt ned og fik taget blodprøver og det skulle jeg så igen om torsdagen(2 dage senere), så kunne de se hvor meget mit hormon niveau var steget. Jeg skulle ringe fredag kl.12.30 og få besked. Da jeg så ringer fredag får jeg af vide at de ikke er steget nok, og jeg skulle komme til undersøgelse igen mandag, da jeg spørger om det vil sige at denne graviditet ikke kan blive til noget siger hun ja, og at jeg måske så får en udskrabning mandag. Jeg får sendt sms til Jan der går og laver biler på havnen i Kuwait, han ringer hjem straks han ser det om aftenen, og jeg bryder helt sammen og græder. Heldigvis stod han sammen med feltpræsten som sørgede for han kom hjem, så jeg, Kathrine, mor og far samt Nikke(hund) hentede ham i Billund lørdag morgen lidt over 10. Da vi så kommer på sygehuset mandag eftermiddag, er det en overlæge der skal undersøge mig og han siger mine hormon tal ser fine ud, og da jeg bliver scannet kan man tydeligt se hjerteslag. Så det var falsk alarm, og han kunne slet ikke forstå jeg havde fået sådan en besked om fredagen. Der er vist en læge der står til skideballe. Så nu er alt godt, og hvis det går som det skal bliver Kathrine storesøster midt i Marts.

Jannie